DET ER SVÆRT AT SLÅ OP

Det kan være forvirrende, at kæresten i et
voldeligt forhold nogle gange er så kærlig og
hensynsfuld. Du kan næsten "glemme" det dårlige. Men
afstanden mellem de voldelige episoder bliver kortere og
kortere.
|
|
HVORFOR ER DET SVÆRT AT
SLÅ OP?
Hvis du er i et usundt eller voldeligt forhold, kan det ofte
være svært at slå op. Det kan der være
mange grunde til. Her er nogle af de mest almindelige.
Kærlighed og håb
Du elsker din kæreste, selvom du hader den måde
han/hun nogle gange behandler dig på. Du holder fast i
håbet om, at du kan ændre din kæreste, hvis du
arbejder hårdt nok på det, - er sød nok,
kærlig nok, hjælper ham/hende til at indse sit
problem.
Forvirring og fornægtelse
Du har måske blandet kærlighed og kontrol sammen og
kan ikke se forskel på dem. Det kan især
være svært, hvis du er vokset op i en familie med vold
og omsorgssvigt.
Du undervurderer volden og tænker "det kunne være
værre". Eller du finder på undskyldninger, som fx at
kæresten har haft en dårlig dag, eller at
kæresten har haft det svært i sit liv. Det er en
almindelig reaktion, men der er ikke noget, der kan undskylde eller
bortforklare volden.
Skyldfølelser og frygt
Måske tror du, at volden er din skyld, fordi din
kæreste har forsøgt at give dig skylden for sine
handlinger. Du er bange for, hvad der vil ske, hvis du
fortæller sandheden, eller hvis du forlader kæresten.
Og du er endnu mere bange for at være uden et forhold, og vil
hellere være i et dårligt end ingen.
Lavt selvværd og gruppepres
De ubehagelige ting, du har været udsat for, kan give dig
en følelse af, at du ikke er værd at elske eller ikke
er god nok. Du bliver i forholdet, selvom du er ulykkelig. Du tror,
at du aldrig vil finde en anden, der vil kunne elske dig. Du kan
føle dig presset til at være i et forhold. Det giver
status, og du er bange for, hvad dine venner vil sige, hvis du er
single.
Falske forhåbninger og løfter fra din
kæreste
Du tror, at volden vil holde op på et tidspunkt. Men det
er vigtigt at vide, at volden er en del af et mønster, og
den stopper ikke af sig selv. Din kæreste lover, at volden
aldrig vil ske igen. det vil du gerne tro på, for du kan
jo godt lide din kæreste, og det er volden du vil af
med, ikke kæresten.
|